Stefan Green Meinel


Touching Dialogue er en træning i at mærke - at kunne mærke sig selv og sin krop, og at kunne bruge det man mærker, som en ressource i dagligdagen.

Touching Dialogue finder sted som placering og berøring på en briks, indledt og efterfulgt af samtale. Man er påklædt under hele behandlingen.

Jeg bruger ordene Touching Dialogue og kropsterapi synonymt, men retteligt er ”kropsterapi” en overskrift, og ”Touching Dialogue” at forstå som en metode blandt mange andre, mere præcist som ”kropsorienteret psykoterapi”. Touching Dialogue er psykoterapi med fokus på kropslig oplevelse kombineret med almindelig samtaleterapi.


At gøre - at være

En almindelig hverdag er fyldt af ting man skal gøre - arbejde, indkøb, aftaler, familie, venner og meget andet - ens opmærksomhed rettes naturligt nok udad den fokuseres på alt det, som man skal nå.

Touching Dialogue er en mulighed for at rette sin opmærksomhed indad. Man skal ikke gøre noget og skal ikke nå noget bestemt - man kan derfor koncentrere sig om at være og om at mærke.

Dette er al kropsterapis begyndelse: at stoppe op, at give tid og mærke efter. Alt afhængig af ens udgangspunkt vil dette være noget nyt og anderledes, noget man er vandt til at gøre i ny og næ, eller noget der falder en naturligt som et vedvarende flow.

Næste skridt er at forholde til, hvad man mærker. Kroppens reaktioner er altid en reaktion på noget - noget indeni en selv eller noget der sker i omgivelserne. Kropslige reaktioner må derfor altid forstås i sin sammenhæng. Hvad skete der? Hvem var man sammen med? Hvornår begyndte det, man mærker, at røre på sig?

At stopper op og mærke efter indebærer at være åben overfor at forstå, hvad det er kroppen prøver at sige. Kropslige reaktioner er sjældent (eller aldrig) noget vrøvl. Der er altid noget at forstå, et budskab om noget vigtigt, som regel af følelsesmæssig art.

Reaktioner kan være umiddelbare eller handle om noget, der har været længe undervejs. De umiddelbare reaktioner handler som regel om lyst og ulyst, om ”ja” eller ”nej” til konkrete personer eller begivenheder. Andre reaktioner kan være bygget op over længere tid. Reaktioner man ikke tidligere har magtet at se i øjnene, erfaringer fra fortiden, der måske uhensigtsmæssigt påvirker nutiden. Sådanne reaktioner kan man tale om og bearbejde, således at man mere frit kan forfølge sine mål for nutid og fremtid.


Kroppen som ressource

Det, man mærker, er i sagens natur én selv. Netop lige præcis én selv. Hvor tanker fleksibelt kan rettes i alle retninger og være påvirket af alt muligt udefra, er kroppen i sit inderste altid helt subjektiv, altid helt sig selv.

Kroppen som ressource er netop dette, at man er i kontakt med sig selv inderst inde, og at man bruger det til at orientere sig om, hvordan man instinktivt og følelsesmæssigt forholder sig til en given situation.

En klassiker er det at skulle sige ”ja” eller ”nej” til et eller andet. Man tænker så det knager, og er måske udsat for heftige overtalelsesforsøg. Her kan man med fordel mærke efter og (måske) lade kroppens reaktion være udslagsgivende.

Et andet aspekt er at bruge kroppen til at gå på opdagelsesrejse i sin fortid. Hvad mærker man, når man tænker tilbage på forskellige epoker og situationer? For nogle er det en revolutionerende øjenåbner, for andre triviel bekræftelse på alt det, man allerede godt ved.

Et tredje aspekt af kroppen som ressource handler om afklaring. Man står midt i komplekse situationer eller foran afgørende beslutninger - her kan det at mærke godt efter være en værdifuld komponent i ens beslutningsproces.

Fælles for alle aspekter er, at god kropskontakt generelt styrker følelsen af at være sig selv, man har et altid forhåndenværende centrum midt i et omskifteligt liv. Med tankerne ved man, at man lever - med kroppen mærker man det.

Det vil i de allerfleste tilfælde være frugtbart at kombinere Touching Dialogue med f.eks. gestaltterapi.